Sumatra, Java, Sulawesi.

Det er stednavne så smukke,
at de må være opfundet af digtere.

Som dreng troede jeg, at min skæbne
skulle følge handelsruterne derud.

Jeg ville skabe mig en formue
og ægte en fyrstedatter.

Men skæbnen tog
en mindre romantisk drejning.

Jeg blev trykker og journalist.
Uden økonomisk succes —

— og heller ikke for heldig
i hjertesager.

Modvilligt måtte jeg lære at skelne
imellem fantasi og virkelighed.

Men denne historie er ikke fantasi.
Og selv om den er eventyrlig, —

— er den sand og blev
både min historie og hendes.

I sommeren 1817 lignede England
måske et grønt og dejligt land.

Men en ensom rejsende
kunne føle sig lidet velkommen.

Undertrykkende love
var blevet vedtaget.

Tiggere og landstrygere endte ofte
dinglende i soldaternes reb.

Alligevel lykkedes det én rejsende
at undgå hæren, —

— indtil man fandt hende
ved landsbyen Almondsbury.

Hvor er min hustru?
Hvor er fru Hunt?

— Hun er stadig derinde.
— George!

Vær så venlige at gå hjem.
Alle sammen.

Folk er ude efter de fem shilling
for at melde en løsgænger, men ...

... hun ligner ikke just en tigger,
hr. Hunt.

Pas dine egne sager, George.
Hun er ikke en markedsattraktion.

— En udlænding?
— Ja, men ikke fransk. Bare rolig.

— Hvad hvis hun er fra Korsika?
— Det er hun ikke.

Personligt taler jeg fransk.

På Korsika taler de fransk
eller muligvis italiensk.

— Det anede jeg ikke.
— Jeg tror faktisk, hun er tyrker.

Vi havde en portugisisk tjenestepige
under forrige koalition.

Hun viste sig at være en mand.

Hvad har det med denne
ulykkelige unge pige at gøre?

— Han var fransk spion.
— Hun er jo tydeligvis en kvinde.

— De er ikke i Spanien nu!
— Gid jeg var.

Jeg beklager meget, kære barn.

Jeg beklager meget.
Vi finder et mere civiliseret sted.

Tak. Vil De vente her?
Kom her, mit barn.

Et stort hus,
men meget jævne mennesker.

— De har talent for det, frue.
— Jeg udvikler vist mine færdigheder.

Præsten er kommet.
Han har nogen med.

Hr. Worrall er først tilbage
fra Bristol i morgen.

— Jeg håbede ellers, at ...
— Hvorfor tror De, hun er tyrkisk?

Hendes hat, frue.

Caraboo.

— Caraboo. Hedder hun sådan?
— Hun har ikke sagt ordet før.

De ... Caraboo?

Caraboo.

Worrall.

Worrall.

Jeg hedder fru Worrall.

Worrall.

Send hr. Frixos ind til mig
i dagligstuen. Kom så.

Hun er ikke græsk. Ikke tyrkisk.

Det ville jeg vide.
Og hun er bestemt ikke græsk.

Kan De ikke spørge hende
om noget på Deres sprog?

Måske mr. Hunt kunne tage hende
med tilbage, hvor han fandt hende?

— Vær god at spørge hende om noget.
— Ja, frue.

Taler De andre fremmedsprog?

Kun engelsk.

Er det mon hendes turban,
som ser så fremmedartet ud?

— Ja, måske.
— Min kære ...

Caraboo?

Hun er sigøjner, frue.
Jeg smider hende ud.

Jeg er nu ikke så sikker.

Før hende ned i køkkenet.
Giv hende mad og en seng.

— Har du et navn?
— Lad hende være.

Tavs som graven.

Kan du ikke lide kød?

Hun siger nok, at maden
smager hende, fru Wilberforce.

Jeg stoler ikke på hende.

Hvad mon hr. Worrall siger,
når han vender hjem?

Hvad hr. Worrall siger,
er ikke Deres anliggende, Frixos.

Javel, frue.

Sov godt.

Vorherre bevares!
Jeg skal have en opstrammer.

— Giv mig noget at drikke, Frixos!
— Jeg kommer nu.

Godmorgen, min herre.

Værsgo.

Hvad fanden er det?

Det er en buste af Homer
på et bord af Chippendale.

Marmoret stammer fra et brud
i Italien ...

De skal ikke belære mig!
Især ikke på denne tid af dagen.

— Hvem er det?
— Det er en beskidt tigger.

En tigger?

Fru Worrall tog imod hende. Kender
De Den barmhjertige samaritaner ?

En tigger?

De fattige lavede optøjer i aftes.
Dragonerne blev tilkaldt. Syv døde.

— Jeg kunne ikke komme hjem.
— Det var dog skrækkeligt.

Tiggerne sover foran banken. Og så
har jeg en tigger under mit eget tag!

Vores tag. Jeg betaler det.

Og hun er ingen tigger.
Hun er en fremmed i nød.

Vi er alle i nød.
Jeg har sendt hende til Bristol.

— Hvad har du?
— Sendt hende til retten i Bristol.

Har hun andre ejendele end sit tøj?

Rene underklæder, et stykke sæbe,
et mergelspir og et æble, Deres Nåde.

Hvad er Deres navn?

Hvad er Deres navn?

— Og ingen penge?
— Kun et par udenlandske mønter.

Alle personer eller udlændinge,
som tigger ved døre eller på gaden, —

— anses som uromagere.
Tre måneder i arresten.

Jeg så en af fangerne tale
med hende.

Gjorde De?

Før ham ind.

Kender De den kvinde?

— Nej.
— Han sludrede med hende.

Hun lærte mig bare nogle ord
på sit sprog.

— Hvad er det for et?
— Det ved jeg ikke, hr. dommer.

— Hvor kommer hun fra?
— Det ved jeg heller ikke.

Spørg, hvad det ligner at gå
fra dør til dør i Almondsbury.

Pelayan ... dreng.

Peleyan ... dreng.

— Worrall.
— Fru Worrall, dit fjols.

— Hvad siger hun?
— Det er vist noget med kubang.

Jeg ved godt, det lyder dumt.

Hun siger vist,
at hendes far er konge.

Kubang. Konge.

— Gør De nar af retten, McCarthy?
— Jeg tror heller ikke på det.

Må jeg spørge til den rette stavning
af kubang, hr. Haythorne?

— Forbandede journalist.
— Hr. Haythorne.

Må jeg henvende mig til retten?

Jeg ville ikke tro den irer
over en dørtærskel. Eller hende.

— En konge!
— Hun er tydeligvis udlænding.

Hvordan skal hun vide, at det
er kriminelt at bede om mad?

Desuden tiggede hun ikke.
Jeg beder Dem, hr. Haythorne.

Sæt pigen i hr. Worralls varetægt,
indtil vi ved mere om hende.

McCarthy idømmes tre måneder
i arresten for løsgængeri.

— Felix Gutch fra Bristol Journal.
— Nå, sådan ser De ud.

Jeg har tænkt på, hvem som skrev
de grovheder om min mand.

Jeg vil gerne høre den unge dames
historie. Når det passer damerne.

I lyset af det,
De har udgivet om min mands bank, —

— lader han Dem næppe sætte foden
i nærheden af vores hus. Farvel.

— Godmorgen, hr. Gutch.
— Godmorgen.

Jeg havde aldrig set
en orientalsk prinsesse.

Men det havde fru Worrall
heller ikke. Folk tror på to ting.

Det, de læser i avisen, og det,
de ønsker at tro. Sådan er verden.

Sådan.

— Danke, Worrall.
— Godnat, kære pige.

— Tænk engang. En kongelig ...
— Det ved vi ikke med sikkerhed.

Deres avis vover at beskylde ledelsen
af Tolzey's Bank for korruption, —

— og så beder De om foretræde
i mit hus!

Snart kræver De vel,
at banken offentliggør sine lån!

Lad os holde tingene adskilt.
Pigen har intet med banken at gøre.

Hendes historie skal frem.

Deres godhed mod en fremmed i nød
vil ikke gå ubemærket hen.

De skal ikke forsøge
at lure Dem ind i mit hus.

Jeg kender Deres afskyelige meto...

Fru Worrall.

— Du godeste. Hvad laver hun?
— Stedet er dårligt valgt.

Se at få hende ned, Frixos.

— Hendes salme er vist ikke slut.
— Det er sgu ingen salme!

Så gør jeg det selv.

— Har De fat i stigen, Frixos?
— Javel. Jeg er her.

— Pige!
— Pige? Caraboo, hr. Worrall.

Prinsesse? Kære ven?

Denne vej. Kom hen til mig.

— De er hushovmester, ikke sandt?
— Jo. Desværre.

— Hr. Gutch.
— Fru Worrall.

Jeg er uvant med eksotiske kongelige.
Siger man Deres Majestæt ?

De gør nar af mig.
Vi hævder ikke, at hun er kongelig.

Det gjorde Deres landsmand,
McCarthy.

Nu kan De selv vurdere.
Det er De vist i stand til.

— Min kære.
— Ola, Worrall.

— Er et håndkys mon passende?
— Man kan vel forsøge.

— Taler hun noget engelsk?
— Hun er ved at lære det.

Hun var vist til søs. Hun sprang
over bord og svømmede i land.

— En skibbruden?
— Måske blev hun holdt som slave.

Og så flygtede hun.

Esclave.

Uanset hvad er hun yndig.
Må jeg lave et lille eksperiment?

— Gutch.
— Gutchee da.

Caraboo. Jeg går ud fra,
at det er stavet korrekt.

Caraboo.

— Caraboo.
— Åh, mr. Gutch ...

Javasu.

Kubang ... Konge.

Det må jeg fortælle hr. Worrall.

Det er en god historie.

En tilfangetaget prinsesse,
som skylles på land i England.

Den vil sælge mange aviser.
Men jeg advarer Dem.

De folk tilgiver ikke,
at man gør dem til grin.

De skal forstå, at her i landet
bliver man hængt for bedrageri.

— Hr. Worrall ...
— Hr. Worrall?

Jeg er her!

Hr. Worrall ... jeg har gode nyheder.

— Prinsessen kan skrive.
— Nå ... godt. Godt!

Godt.

Jeg er interesseret i alt,
hvad De kan fortælle mig.

— Hun er meget snu, pigen.
— Tror De, hun er en bedrager?

Ja. Jeg kender karakteren.

Hr og fru Worrall aner ingenting.
De er idioter.

Værsgo, min herre.

Herren er en idiot. Fruen er for god.
Derfor narrer hun dem.

Det er en god historie. Hold mig
underrettet. De fortryder det ikke.

— Er det landsbyen Almondsbury?
— Ja.

— Drak hun det?
— En tår. Hun brød sig ikke om det.

Der sad du i din kærre
og hældte på en prinsesse.

— Nej. Jeg gav hende bare en tår øl.
— Hvad skete der så?

Hun kørte med mig sammen
med Amon, som var hos Tolles før.

— Du gjorde garanteret kur til hende.
— Nej.

— Så løb hun op til Almondsbury.
— Betalte hun for turen?

Hun efterlod den her, da hun stak af.

Magdalene Hospitalet.
Modtager angrende prostituerede.

Salmer, hymner, bønner, regler,
liste over bidragydere.

Står der det?
Hvor har hun mon den fra?

— Må jeg beholde den?
— Jeg kan ikke læse.

Der var selvfølgelig ingen beviser.
Men tanken ...

Tanken var næsten for absurd
og vidunderlig til at være mulig.

Jeg fralægger mig ansvaret.
Forhåbentlig bliver du ikke til grin.

— Hun har brug for tøj.
— Hvem skal betale?

Hun har jo ingen penge.
Vi skal gøre det rigtige.

Måske denne her? Eller denne?

Måske er din smag for gammeldags.
Bristols stil er ikke moderne nok.

Selvfølgelig! Hun vil klæde sig
i sin naturlige dragt.

Ikke for naturlig. Hvis du forstår.

Den kan man bære sammen med ...

Nej.

Nej.

— Hun synes vist godt om den der.
— Prinsessen vælger det mest udsøgte.

— Skal hun have det på, fru Worrall?
— Det er meget orientalsk.

Meget orientalsk.

Deres flag viser omverdenen,
at vores hjem er Deres hjem.

Så længe De ønsker
at blive i England.

Du er en bedrager. Jeg ved det,
og jeg har spyttet i din suppe.

— Nej, værre. Jeg har pisset i den.
— Henvender De Dem til prinsessen?

Jeg fortæller om suppen.
Kokkepigen håber, hun kan lide den.

De ved jo,
at hun ikke forstår engelsk.

Det gør Frixos heller ikke.
Måske forstår de hinanden.

Der kan De se. Hun sætter pris
på mine små morsomheder.

De venter naturligvis på,
at vores gæst henvender sig til Dem.

Hillemænd. Hun er udmattet.
Så meget for Deres suppe, Frixos!

Jeg følger hende op.

Henrivende skabning. Jeg sørger for,
at hun finder sig til rette.

Godnat, min ven.
Også til dig, min ven.

— Hvad er der galt, Frixos?
— Ingenting.

Fru Worrall
er en meget venlig kvinde.

— Hun er en helgen.
— Ja, det siger man.

Da jeg var i hæren i Athen,
De ved ...

Athen, Akropolis og demokrati.

Da mødte jeg en kvinde, som tog
alle de omstrejfende hunde til sig.

— Til sidst havde hun 38 hunde.
— 38?

— Hvor vil De hen, Frixos?
— Det er meget hund.

Ja, det er det faktisk.

Se her.

— Se her, hr. Frixos.
— Sikke noget at gøre ved sit ansigt.

Lad mig nu se!

Jamen, hr. Frixos ...

Når vi er tilbage, følger De først
prinsessen ned efter ti minutter.

For at skabe en storslået entré
for Lord og Lady Apthorpe?

Hun skal gøre et godt indtryk.
De er venner af regenten.

Du brækker halsen, kvindemenneske.

Kan jeg mon efterlade hende alene
med tjenestefolkene?

— Kom. Hun er i udmærkede hænder.
— Lad så være!

Prinsesse.

Hvis du spytter ud,
siger vi ikke noget til fru Worrall.

Du skal ikke herse med os,
når du er lige så jævn som os.

Vi vil se dine arme.

Dine arme. Nu skal jeg se ...

— Hun synes vist ikke om mænd.
— Så gør du det.

— Se. Hun har da ikke nogen.
— Det er bare hendes arme.

Hvor har de vilde ellers
deres tatoveringer? På deres bagdel.

Lad os se det hele.
Hold hendes arme.

Bøj hende ned.

Se engang, hr. Frixos!

Var det Dem, der skreg, hr. Frixos?

Jeg tager sjældent fejl,
fru Wilberforce.

— Men jeg tog fejl af hende.
— En lille barbar.

Tak, Betty.

— Kom ind.
— Her er en hr. Frixos.

Javel. Tak, Tom.

Frixos.

De trykker hr. Coleridges værker.
En digter af stor fantasi.

Desværre ikke stor nok til at betale
hans sidste to regninger.

— Har De noget til mig?
— Jeg har fundet ud af noget.

Hun bider mig. Meget hårdt.

Jeg ved, at en civiliseret kvinde
ikke bider sådan.

Nu tvivler jeg ikke længere.
Kun en vild kan gøre det.

— Det er slemt, men beviser intet.
— Jeg har beviser.

Jeg fandt hr. Cooks
Stillehavsrejser i biblioteket.

Folkene har tatoveringer
på deres kroppe. Det har hun også.

— Det er interessant.
— Jeg så den. På hendes ben.

Hun har et meget smukt ben.
Af en vild at være.

Hvis stedet er stort,
er der mulighed for profit.

Bare se Bagot, som blev stenrig
med handelsruten til Ceylon.

Hendes far giver Dem nok favorable
betingelser for et handelskompagni.

Ja.
Jeg frelste hende fra fattighuset.

Hvis der skulle være
investeringsmuligheder ...

Jeg henvender mig til Dem
som den første.

Ved De, hvem der har ødelagt den?

Find ud af det og smid ham ud.
Det er et arvestykke.

— Hvad taler hun om?
— Caraboo.

Jeg tror,
hun siger, at det var hende.

— Fandens også.
— En sand smagsdommer, hr. Worrall.

Tag hende med til Bath. Vi kan
præsentere hende ved et kostumebal.

Javasu—kostumer! Tænk blot,
hvilken sensation hun vil vække.

Måske er det stadig lidt
for overvældende, Lady Apthorpe.

Tak, fordi De kom. Prinsessen har
vist stor interesse for pianofortet.

Vi begynder med Franz Schubert.
Hvis det behager prinsessen.

Det gør det nok. Lady Apthorpe?

Hvad er der, Frixos?

Jeg studerer den korrekte turban.
Til ære for prinsessen.

Udmærket.
Vil De kalde på de andre?

Kanel, sandeltræ ...

I Xanadu hvor Kublai Khan
lod bygge et så prægtigt slot.

Kardemomme.

Du fredsens!

— Er vores tilstedeværelse påkrævet?
— Ja.

Jeg har altid hadet musikaftener.
Ikke sandt, Frixos?

Der er også det diplomatiske aspekt.

Vi kunne godt bruge en allieret der,
ud for kysten.

Hvis det lykkes Dem,
bliver det noteret ved hoffet.

Det bliver mindst til et ridderslag.

Måske en adelstitel,
hvis jeg kunne øve indflydelse.

Det ville nok glæde fru Worrall.

Selv er jeg ligeglad med den slags.

Jeg beder dig, hr. Worrall.

Hans Excellence Worrall
har da schwung, ikke?

Hvad er der dog galt, min ven?

Vær venlig at holde op.

Spil videre, tak.

Det er en ære at spille for én,
så modtagelig for Schuberts musik.

I sandhed fornøjeligt.
Den Schubert var aldeles udsøgt.

— Det var henrivende, ikke sandt?
— Det var en fornøjelse.

— En ære, Apthorpe!
— Og glem nu ikke, De ved ...

Deres vogn venter. Godnat.

Tænk, at hun flæbede sådan.

Det var da charmerende.
Men hun dør da af kedsomhed.

Fem minutter mere med hr. Worrall,
så havde jeg opgivet ævred.

— Godnat.
— Farvel.

— Latterlige ægtepar!
— Kom så.

Et monopol. Et krydderimonopol.

Jeg bliver så rig.

Jeg kan jo ikke udtale mig
uden at se tatoveringen, men det ...

... er det rene vås.

Hverken malaysisk eller javanesisk.
Ingen lighed med kinesisk skrift.

— Hvad med mønterne?
— Javanesisk, indisk ...

Enhver sømand kunne vende hjem
med en håndfuld af dem.

Jeg troede først, det var bedrag.

De her tyder på, at Deres
første indskydelse var korrekt.

Hun har noget. Stolthed og gejst.
Jeg kan ikke afskrive hende.

Hun er en bedrager.

Men i det mindste
en fantasifuld en af slagsen.

Jeg ville gerne møde denne udgave
af en østerlandsk dronning.

— I vil bare pille hende ned.
— På ingen måde. Ingen af os.

Jeg har intet ondt i sinde.
Det er en akademisk undersøgelse.

Hun taler et sprog,
jeg aldrig før er stødt på.

Hvem er ikke træt af bedragere?
I Rouen er en skomagersøn fængslet.

— Han påstod at være Louis 17.
— Jeg har læst det. De franskmænd!

Deres mulige investorers tillid
afhænger helt af pigen.

Ikke sandt?

Nej.

Nej. Malabarisk.

Nej.

Nå. Mangeean.

Nej.

Mandarin.

Nej.

Nej.

Ved De, hvad det er?

Selvfølgelig ved De det.
Det er en tællesnor.

Almindelig i alle orientens kulturer.

Måske vil De demonstrere
brugen af den for de herrer?

To, fire, seks figner.

Seks.

Vis os seks.

Efter hendes målestok er der
op imod 2.000 figner på bordet.

— Måske bruger hun en anden metode.
— Enhver kan se, der er seks.

Men hun kan ikke tælle dem
på denne snor. Tak, hr. Worrall.

De har et smukt hus, og jeg nyder
altid et par dage væk fra Oxford.

Det beviser ingenting.
Der er tusindvis af øer i Ostindien.

Måske har man overset en af dem.

Hvadbehager?

— Hvad betyder det?
— Meloo betyder sort.

På adskillige sprog
i hele Indien og Asien.

Hun siger, De har sorte tænder.
Få dem hellere trukket ud.

— Har De inspiceret hendes bagdel?
— Nej da. Hvad regner De mig for?

— Skal vi ikke det?
— Hun er nok modvillig.

— Det måtte hr. Frixos sande.
— Foreslår De, at vi klæder hende af?

— Hvad betyder det?
— Det betyder gud.

Det giver god mening.
Hun skal til at bede.

Hun er da en hedning!

Må jeg blive her lidt, før jeg
vender tilbage til universitetet?

Jeg vil ikke afskrive hende
uden yderligere undersøgelser.

— Vil De lade mig høre resultatet?
— Naturligvis.

Det er meget fascinerende.

Gola phene fo, Gutchee da.

— Hvad betyder det?
— Farvel , går jeg ud fra.

Det tænkte jeg nok.

Men det er hverken rejang
eller lampungisk.

Forsigtigt under min arm.
Sådan gør man.

De er en frygtelig gavtyv.
Slemme pige, nu fanger jeg Dem.

Caraboo? Caraboo!

— Det er en overraskelse.
— Hvilken slags?

Det vil jeg da ikke fortælle!

Rund. Jorden er rund.

Jeg prøvede at se hende for mig
i hendes verden.

Et fjernt sted med et smukt navn.

Men jeg vendte hele tiden tilbage
til en mere kompliceret tanke.

Tanken om en almindelig pige
med en ualmindelig fantasi.

— Harrison. Stiftelsens opsynsmand.
— Tak, fordi jeg måtte komme.

— De har et udmærket kor.
— De øver sig meget.

Hvad sker der sidenhen
med kvinderne?

Vi prøver at finde arbejde til dem.
Nogle lever et gudfrygtigt liv.

Andre bliver ikke på den smalle sti,
men ender tilbage på gaden.

Jeg fik en af jeres bønnebøger
nær Almondsbury.

Jeg håbede, der stod nogle navne.
De skriver altid deres navn i.

— Men der er ingen navne i.
— Den tilhører en af vore velgørere.

Alle bidragydere får sådan en.

Kan jeg få en liste over velgørerne
og det sidste års beboere?

Jeg skriver en artikel
og vil gerne tale med nogle af dem.

— Hvilken slags artikel?
— En respektfuld en.

Jeg respekterer Deres arbejde
og den venlighed, De udøver.

Jeg er så taknemmelig, Worrall.

Hendes Nåde og spidserne i Bath
har ikke talt om andet.

Bath bobler over!
Hun vækker sensation i hele byen.

Jeg mødte Apthorpe og Hobhouse
i byen.

De var ude efter en investering.
De spurgte til ...

Hold da op!

Nu kommer de rendende.
Se på dem. De lugter krydderier.

— Der er den flabede journalist igen.
— Hans artikler vækker interesse.

Jeg nød virkelig Deres artikel.

— Jeg viste også prinsessen den.
— Kunne hun læse den?

Hun kommer bestemt
fra en stamme af kvindelige krigere.

Godt, hun ikke var
med Napoleon ved Waterloo.

— Det sagde Lord Millingdon også.
— Har han mødt hende?

Hvis hun virkelig kom fra gaden
og havde opfundet sit sprog —

— for at narre en klasse,
hun var opdraget til at frygte ...

Hvis hun virkelig
havde gjort det, —

— ville jeg elske hende for evigt.

Hollænderne har koloniseret
mange af øerne, —

— men en stor mængde ligger
langt nok fra handelsruterne —

— til stadig at være isolerede
og uudforskede.

Vi tror, prinsessen kommer
her fra området omkring Mindanao.

Hendes dialekt hedder maguindanao.

De har vel læst hr. Gutch' beretning
i Felix Farley's Bristol Journal —

— om de triste begivenheder,
som førte hende til vore kyster.

Hun blev bortført af pirater og solgt
som slave til et handelsskib, —

— fra hvilket hun undslap ved modigt
at hoppe over bord i Bristolkanalen.

En lok af prinsessens hår.

Souvenirs?

Har De nogensinde været i London?

— Caraboo bog.
— De har altså set den før?

— Bog Caraboo.
— Har De fået den forærende?

Fik De den forærende af nogen?

Caraboo bog.

— Med forlov.
— Gutchee da.

Jeg beklager, men jeg skal bruge den.

Gola phene fo.

Prinsesse?

Tatoveringen ...

Med Deres tilladelse, prinsesse.

De kan stole på mig.

Jeg kaster bare et blik på den.

Det er
en ren akademisk undersøgelse.

Bare lidt højere ...

Ja, ja ... nej, prinsesse ...

Det er for langt. Du milde!

Hvor fuldendt ...

— Fru Worrall.
— Hr. Wilkinson?

— Det er søndag!
— Tro nu ikke noget forkert.

Jeg inspicerede blot tatoveringen
i forskningens interesse.

Det gjorde De vel.

I anstandens interesse burde der
have været en tjenestepige. Godnat.

Hvad er der galt, professor?

Aldrig i mit liv er jeg
blevet optændt af en sådan ild.

Jeg ved ikke mine levende råd.

Stakkels mand.

Sikke dog et fjols.
Men vi har haft gavn af ham.

Kan jeg få ro? Man skulle tro,
her var en tæve i løbetid.

Hr. Worrall.

— Er De færdig, min herre?
— Nej, jeg er ej.

De er så langt hjemmefra.
Og måske ensom.

Men en prinsesse er forpligtet
af sin stand. Sin kongelige stand.

Hvordan skal hun dog forstå det?
Mænd. Nej.

Ingen mænd. Forstået?

— Ingen mænd. Og heller ikke andet.
— Ikke så højt. Du skræmmer hende.

Vi bruger mange penge på Dem.
Sådan en seng er ikke billig.

— Nu tror jeg, det er forstået.
— Det håber jeg.

Rejang.
Jeg vidste, hun talte sandt. De øjne.

— Kommer De til høstfesten?
— Desværre. Jeg skal til London.

Enhver mand, der er besat,
fortjener medynk.

Men det var ikke kun historien,
jeg var besat af. Det var hende.

Selv om jeg ønskede
at vide noget om pigen, —

— var en del af mig glad for
ikke at finde noget.

Hvis jeg fandt en anden historie, —

— ville hun være dødsdømt,
hvis jeg udgav den.

Jeg tager ikke imod flere
fra stiftelsen. Pigen stjal.

Der kom altid mænd og bankede på
og lurede ved stalden.

— Hvad blev der af hende?
— Hun druknede ved Chatham.

— Sikke nogle gyselige malerier!
— Hele indretningen er skrækkelig.

— Her er en. Hvor er folk henne?
— De er i kirke.

— Hvorfor er De ikke i kirke?
— Jeg er katolik.

Kære barn. Vi skal ikke besøge
hr. og fru Worrall, men prinsessen.

Før mig op til hende.

— Se engang.
— Den er sandelig fin.

De ved garanteret ikke,
at de har den.

Rupert!
Jeg har forklaret prinsessen, —

— at regenten forlanger
hendes tilstedeværelse ved ballet.

— Hvad svarede Hendes Højhed?
— At hun med glæde vil deltage.

Tænk, jeg anede ikke,
at du taler javasu.

— Den kælling!
— Hvilken af dem?

Lady Apthorpe. Hun gav garanteret
ikke prinsessen noget valg.

Nej. Jeg skulle tage prinsessens
flag ned, og så tog de hende med.

— Vi tager med til ballet.
— Nej. Det bliver så nedværdigende.

Så lad os blive nedværdiget.
Det er ikke første gang.

— Jeg skulle tale med fru Peake.
— Kom indenfor.

Vi har haft tre piger fra stiftelsen
i år. Jeg ser det som en pligt.

— Hvad er der blevet af dem?
— Hvad er Deres interesse i dette?

Hr. Gutch skriver en artikel
om stiftelsens velgørenhedsarbejde.

To af dem er her stadig.
Den tredje er nu i et andet hus.

Men hun havde aldrig været ...
prostitueret.

Hun troede, at man trak noget
efter sig, hvis man trak på gaden.

Hun var en enfoldig pige.

Hvordan så pigen ud?
Var hun smuk?

Det syntes jeg ikke. Men mænd
ser vel anderledes på den slags.

Du ville da ikke kalde
hende smuk, vel?

Nej, det ville jeg ikke.

Hun hedder Mary Baker. Hun bor
hos fru Matthews i Clapham.

Hun er en venlig sjæl, som er glad
for pigen. De skal få adressen.

Så kan De se, om De er enig
med min mand om hendes udseende.

Hvis hun har ansættelse i Clapham,
er det ikke nødvendigt.

Følg hr. Gutch ud, Charlotte.

Mange tak.

Gola phene fo.

Det betyder farvel.

— På hvilket sprog?
— Det er Marys sprog.

Med de tre ord var
en opdigtet verden blevet virkelig.

Hans Kongelige Højhed,
regenten.

Min kære Margaret. Nu til dansen!

— Kongen?
— Nej, det er hans søn.

Han er af en ganske anden støbning.

Åh, hvor morsomt.
Se bare, hvordan vi alle er klædt ud.

Deres Kongelige Højhed.
Hendes Kongelige Højhed —

— Prinsesse Caraboo
fra øriget Javasu.

Må vi indvie vores nye kusine
i den nye dans, —

— som pressen har erklæret for
usund, uanstændig og ...

... vellystig?

Kom så.

Mand eller kvinde?

Kostumet er letsindigt valgt,
Charles.

Det er såre enkelt.

Tilbage, til siden, samle.

En, to, tre.

Tilbage, til siden, samle.
En, to, tre.

Hun er en udsøgt danserinde,
Margaret.

Ganske fortryllende.

Hvor sød.

Når min nye pavillon ved Brighton
er færdig, skal De bo der.

— Jeg går ikke derind.
— Jeg går slet ikke derind.

Det er så ydmygende.

— Jeg føler mig til grin.
— Det gør jeg også.

Gutchee da.

— Deres Højhed.
— Hvem er det?

Nutidens aristokrati mangler
respekt for den kongelige familie.

Han er nok republikaner.

Mary? Mary Baker?

Jeg ved, at De er Mary Baker
fra Witheridge.

Jeg er bekymret for Dem.
For, at De bliver afsløret.

Det vil få frygtelige konsekvenser.

Hold op. De er Mary Baker.
Ved De, hvad De udsætter Dem for?

Mary. Deres skæbne
betyder noget for mig.

De synes, det hele er en leg,
men det er vanvittigt og farligt.

Prinsesse?

Må vi have fornøjelsen
af den næste dans?

Hvem var det? Han lignede Byron.

Denne vej, min herre.

Javasu, en, to, Javasu ...

— Vågn op.
— Hvad sker der?

— Det er morgen.
— Danser de stadig?

— Nej, her er stille.
— I himlens navn ... Hvad gør vi?

Synes du, jeg skal gå derind?
Skal du gå derind?

Ja. Jeg venter her.

Jane ... Sikke en skam,
at du er så sent på den.

— Du gik glip af en herlig aften.
— Var jeg da inviteret?

Naturligvis! Tossede tøs.

Godt klaret, fru Worrall,
kære, kære kvinde!

Hr. Worrall!

Du godeste.
De har sendt hæren efter os.

Stands! I regentens navn, stands!

Til tjeneste.

Regenten har befalet mig —

— at eskortere Dem og Deres følge
sikkert til Deres residens.

— Hvilken ære!
— Den er fin.

Godt klaret, løjtnant.
Overbring regenten vores medfø...

... vores taknemmelighed.
Fortsæt.

Fremad march.

Pigens historie ville sælge
min avis. Men hun var mere end det.

Hun var en vidunderlig skabning.
Jeg ville ikke bringe hende i fare.

Jeg havde allerede
udsat hende for nok.

— Det er artiklen om ballet.
— Ville den ikke blive lang?

Jeg besluttede mig
for den korte version.

Ved et bal til hendes ære
hos Lord og Lady Apthorpe —

— bar Prinsesse Caraboo
en enkel, hvid og elegant kjole —

— og dansede
med en række smukke partnere.

Fortsæt, hr. Frixos.

Men hendes største beundrer
viste sig at være regenten selv.

Regenten!

Jeg håber, at Deres Majestæt
billiger denne invitation —

— til et beskedent bal her i huset
i slutningen af november.

Vi håber, at Deres nylige møde
med regenten ansporer Hans Højhed —

— til at gøre os den ære
at deltage i festlighederne.

Forstår hun det?

Det kommer hun til.

Fortsæt endelig, fru Peake.

Da jeg fortalte Charlotte
om prinsessen i avisen, —

— sagde hun, at Mary Baker,
som vi havde haft i huset, —

— tit havde fortalt historier
om en lignende prinsesse.

Hun blev bortført, solgt som slave
og sprang over bord i Bristolkanalen.

Er det ikke et pudsigt sammentræf?

Mary?

Mary?

— Kan De ikke kende mig?
— Det er Mary.

Der er ingen tvivl. Det er hende,
jeg personligt ansatte som stuepige.

Er det sandt?

Jeg beklager, frue.

Jeg beklager meget.

Intet værd! På grund af hende.
Intet værd!

Fanden tage hende.
Hun løj, og det er mened.

En spektakulær retssag
underminerer banken endnu mere.

Banken er færdig.
Folk ved, at vi blev narret.

— I virkeligheden bærer vi skylden.
— Hvem? Os?

Vi ønskede, at hun var en prinsesse.
De af grådighed —

— og jeg for at opnå
det fine selskabs beundring.

Som kristne lærer vi,
at salige er de barmhjertige .

Vrøvl! Vi har en lov. Som dommer
og borger er vi forpligtet —

— til at anbringe hende
for enden af et reb.

— Ikke sandt, Sam?
— De kan ikke hænge hende for det!

— Jo, det kan jeg.
— Vi har et moralsk ansvar, min ven.

Hr. Worrall. Først nu ser jeg
for alvor din sande karakter.

Vi hænger hende i morgen.
Er De enig?

Jeg er enig. Naturligvis.

Fru Worrall. Må jeg tale med Dem?

Hr. Worrall siger,
at de vil hænge hende.

Stakkels prinsesse. Gør de det mon?

Ja da. De har klynget folk op
for mindre.

Men at blive hængt ...

Bare jeg havde modet til at gøre,
hvad hun har gjort.

Hun narrede dem alle sammen
og morede sig strålende imens.

Den pige dansede hele natten
med regenten.

— Flot klaret. Det er min mening.
— Også min.

— Det er Worralls bedste rødvin!
— Pokker tage ham.

Skål for Hendes Kongelige Højhed.
Hun er ikke græsk. Ikke fransk.

Hun er ikke indisk,
ikke afrikansk, ikke russisk.

Hun er vores egen prinsesse.

Længe leve prinsesse Caraboo.

Længe leve prinsesse Caraboo.

De vil vel sige,
at De havde advaret mig.

Nej, det vil jeg ikke.

Jeg er ked af, at jeg snød
fru Worrall, for hun er god.

Men resten ...
Hr. Worrall og de andre.

— Dem er jeg ligeglad med.
— Men de koster Dem livet.

Jeg er ligeglad med,
hvad de gør ved mig.

Det er jeg ikke. Deres gerning
er ikke forkastelig, men imponerende.

— Et eventyr.
— Eventyr ...

Det var det vel.

Hvordan fandt De på historien?
Og sproget.

— Det er en fejring af fantasien.
— Så det er det?

Det var ikke så svært.

Sømændene fortæller om fjerne lande
og strejftog over oceanerne.

— Var det begyndelsen?
— Nej.

London. Jeg så en fransk pige tigge.

Folk havde mere ondt af hende
end af deres egne.

Jeg foregav at være fransk tigger.
Men de tog mig med til en franskmand.

Så måtte jeg lade, som om
jeg var en anden. Det var starten.

Det var let nok.

Når jeg var hende, prinsessen ...
så var jeg hende.

Jeg blev bare til hende.
Det var naturligt.

Jeg er ikke længere Mary Baker.
Jeg er hende.

Jeg vil gerne høre Dem
fortælle hendes historie.

Det gider jeg ikke.
Det tager hele natten.

Så noget af den. En lille del.

Fra øjeblikket hvor hun undslipper
den engelske kaptajn. Hvis De vil.

Land i sigte, råber sømanden.

Prinsessen ved ikke, hvad det
betyder. Men hun ser et land.

Det er grønt og sødt,
som havet er salt og blåt.

England, sang en af matroserne,
som en mand synger til sin elskede.

Prinsessen bliver lykkelig ved synet
af landet. Hun begynder at græde.

Kaptajnen lægger hånden på hende
for at sende hende under dæk.

Og hun råber:
Holia wasist crampon!

Det betyder:
Fjern hånden, gemene slyngel.

Jeg er af kongeligt blod, som er
mere blåt end safirens dybeste tone.

Så sprang hun over rælingen
og svømmede kraftfuldt i land.

De ler ad mig, hr. Gutch.

På ingen måde. Det er meget smukt.
Vil De ikke fortsætte?

Da tårerne var tørret bort,
så hun kunne se, så hun England.

Et land fuld at elendighed og ulykke.

Folk tiggede og sultede.

Prinsessen vandrede gennem landet
fra den ene landsby til den anden.

Folk var for det meste venlige.
De gav hende mad og husly.

Så kom hun til en landsby,
hvor man anmeldte hende for tiggeri.

Men hun tiggede jo ikke.

For prinsesser tigger aldrig.

Selv hvis de er døden nær af sult,
tigger de ikke.

Så hun havde ikke gjort noget galt.
Det er sandheden.

Jeg har ikke gjort noget galt.

Ikke rigtig.
Ikke nok til at blive hængt.

Jeg skal gøre alt,
hvad der står i min magt, Mary.

Vil De sørge for,
at de bliver afleveret til hr. Gutch?

Tak.

— Bed ham om at vente i biblioteket.
— Han insisterer.

Hvem insisterer?

Det er skandaløst! Det er bagvaskelse
og vil blive besvaret som sådan.

Det beskylder Dem og andre af bankens
bestyrelsesmedlemmer for svig.

— Det kommer De til at svare på.
— Må jeg minde Dem om min stand?

Papirerne beviser,
at De har udstedt pengesedler —

— for langt over værdien
af Deres beholdning.

De papirer tilhører alene banken.
Jeg vil vide, hvor De har dem fra.

Er det ikke nok at vide,
at jeg har dem? Jeg har et forslag.

En udveksling.
Det ene bedrageri for det andet.

Mary. I morgen tidlig
sejler der et skib mod Amerika.

— Du skal med det.
— Åh, frue!

Her er dit tøj. Og 20 guineas.

Vis de herrnhutiske nonner
brevet her, når du når Philadelphia.

Tak, fru Worrall.
Jeg vil aldrig glemme Deres godhed.

Du skal ikke takke mig.
Tak hr. Gutch for din redning.

Og jeg bør nok takke dig
for min egen redning.

Held og lykke, Mary.

Jeg ønsker Dem al mulig succes
og lykke i Amerika, prinsesse.

Tak, hr. Frixos.

Efter ti års ægteskab er tiden moden
til at sige, at nok er nok.

Jeg har fundet en bolig til dig.
Tjenestefolkene bliver hos mig.

Undtagen Betty.

Du får brug for en husholderske.

Vil De skrive til mig?

Jeg vil gerne høre
om prinsessens færd i den nye verden.

Den nye verden.

Det bliver det sandelig for mig.
Måske kommer jeg aldrig tilbage.

— Måske gør De alligevel en dag.
— Måske fører Deres vej Dem derover.

— En dag.
— Måske.

Mere kan jeg ikke ønske mig.

Den pige havde rakt hånden frem
imod mig på en helt uventet måde.

Og nu lod jeg hende rejse.

Gola phene fo!

Gola phene fo.

Hvor mange chancer har en mand
for at finde kærligheden?

Meget få. Måske én.

Jeg havde ikke modet
til at vise hende mine følelser.

Kujonen i mig søgte tilflugt
i sit trygge, kedelige liv.

— Vil De have mad med fra byen?
— Nej tak.

Det var min virkelighed.
Jeg var trykker og avisredaktør.

Tilsyneladende en ansvarsfuld mand.

Eller var jeg nu det?

Kutter om bagbord!

Læg hende én grad tættere til vinden,
hr. Marler.

— Hvad er det for et sprog?
— Irsk.

Det betyder: Der ser du. Her er jeg.

Fru Worrall! Fru Worrall!

— Har De set avisen?
— Hvorfor?

Prinsesse Caraboo til selskab
hos Napoleon Bonaparte.

— Det er ikke sandt!
— Læs engang. Det er en god historie.

Skibet med prinsessen om bord
drev sydpå i en voldsom storm.

Det passerede
tæt forbi øen Sankt Helena.

Prinsessen insisterede på
at blive præsenteret for kejseren.

En uge efter gik hun og hr. Gutch
om bord på et skib mod Amerika.

Det er en rigtig god historie.
Er den mon sand?

Oversættelse: Ida Elling Magnus
Scandinavian Text Service 2016